Den styrkede pædagogiske læreplan

Her kan du se filmen “Kort fortalt til forældre” om den styrkede pædagogiske
læreplan Tryk her

2023

I Nørhalne Vuggestue ønsker vi at skabe et miljø, hvor der er plads til, at børnene gennem leg og aktiviteter bliver udfordret i forhold til deres alder, så de opnår ny læring og udvikler sig. Vi har et anerkendende børnesyn og skaber plads til at øve selvhjulpenhed og medbestemmelse, så barnet udvikler selvstændighed og føler sig set og hørt i fællesskabet. Vores hverdag byder på genkendelig struktur og rutiner med nærvær, omsorg, glæde og respekt, så både børn og forældre føler sig trygge ved at komme i vuggestuen hver dag.

Samarbejdet i personalegruppen er tæt og betyder, at alle voksne kender alle børn, med gode sociale relationer som gevinst. Vi er bevidste om at skabe sociale relationer mellem børnene ved hjælp af fri leg, kreativitet, fysisk udfoldelse, tid til fordybelse og hygge, så alle børn føler sig som en del af fællesskabet.

Børnene er opdelt efter alder i vores to huse, med mulighed for at lave aktiviteter, som er tilpasset det enkelte barns behov og udviklingstrin. Den aldersopdelte struktur giver os mulighed for at skabe en hverdag med ro, hvor de yngste kan øve sig i at kravle, stå og gå, og de ældste kan øve sig i at lege, løbe, opleve og udforske verden, alle i deres eget tempo. For de ældste er der videre fokus på relationer, børnefællesskaber, motorik, aktiviteter og læring.

Denne læreplan er et udtryk for bevidstheden om vores pædagogiske arbejde, og er skrevet så forældre og tilsynsførende får et lille indblik i vores faglige verden. På personalemøder og stuemøder arbejdes der hele året med at implementere fagligheden i vores hverdag. Her er læreplanen et redskab som anvendes som udgangspunkt til at skabe læringsmiljøer der favner alle emner fra den styrkede pædagogiske læreplans udgangspunkt. Vi ser vores læreplan som et redskab, der sætter en pædagogisk retning, og som inviterer til evaluering af hverdagens rutiner og aktiviteter.

Læreplansblomsten herover, viser det samlede pædagogiske mål, og det er så op til den enkelte institution, at fortolke og rammesætte egen pædagogisk retning.

Med en god evalueringskultur i Nørhalne Vuggestue, kommer vi rundt om alle emner og finder en fælles vej, der passer godt til vores institution.

Læreplanen er et dynamisk værktøj, da indholdet bør ændres undervejs, hver gang børnegruppens konstellation ændrer sig. Derfor arbejder Nørhalne Vuggestue med læreplanen som et overordnet mål, og de dybere pædagogiske overvejelser ligger i evalueringskulturen.

Inddragelse af lokalsamfundet

Vi bruger vores nærmiljø meget og har gennem hele året flere temaer, hvor de lokale muligheder inddrages. Vi deltager i “Nørhalne viser kunst”, som er en stor kunstudstilling for professionelle kunstnere, og hvor alle børn i Nørhalne maler et billede, som udstilles. Vi deltager også i Naturfredningsforeningens årlige affaldsindsamling i byen, hvor vi dagligt går tur i nærmiljøet og samler det affald op, vi kommer forbi. De ældste af børnene får hurtigt en forståelse for – og øje på – det, der ikke hører til i naturen. Vi har den årlige kirketur til jul, med mini-gudstjeneste, juletræ og sang, og så selvfølgelig vores fantastiske udendørs områder ved sø og skov. Vi øver indkøb i Dagli´Brugsen, og benytter skolens, børnehavens og hallens faciliteter både inde og ude, og så er vi heldige med en by i konstant byggeudvikling, som byder på gravemaskiner og lastbiler i aktion hver eneste dag. Vi laver mange små gåture i kanten af byen, hvor vi kigger på traktorer og bondegårdsdyr, og efterhånden får børnene også øje på og kan genkende egne huse. 

Arbejdet med det fysiske, psykiske og æstetiske børnemiljø

Et godt børnemiljø fremmer børns trivsel, udvikling og læring, og skabes af den gensidige påvirkning, som finder sted mellem børnene og omgivelserne. Det fysiske, det psykiske og det æstetiske børnemiljø er ofte sammenhængende og har stor indflydelse på hinanden. Børnemiljøet skal vurderes i et børneperspektiv, og i det omfang det er muligt, skal børnenes oplevelse af børnemiljøet inddrages i vurderingen.

Det fysiske børnemiljø i vuggestuen er bl.a. indretning efter aldersgrupper, så lokaler og legemiljøer er inspirerende og stimulerende for børnene. Rummene er inddelt i små legezoner, som kan udskiftes, så de passer til børnenes interesser og udvikling. Vi har indrettet os med møbler til både børn og voksne og lys til både arbejde og hygge. Vi har fokus på vores indeklima, hvor ventilationsanlæg skifter luften konstant. Vi lufter ud og gør rent i alle rum dagligt. Ude har vi to dejlige legepladser med rig mulighed for udfoldelse.

Det psykiske børnemiljø skal gerne skabe en positiv stemning i vuggestuen, for både børn og voksne. Det gør vi ved at være nærværende og anerkendende, og ved i samspillet at have en oprigtig interesse for barnet. Vi ser barnet, både som et unikt individ, og som en del af fællesskabet med andre børn. Personalet har et godt indblik i børnenes trivsel, og vi sikrer, at alle børn bliver set og hørt. Med inddeling af børnegrupper, undgår vi også et for højt støjniveau, og vi skaber ro til fordybelse i leg og aktiviteter. Vi taler ordentligt og respektfuldt til hinanden og hjælper dermed til en positiv hverdag.  

Det æstetiske børnemiljø handler om, hvordan omgivelserne påvirker børnene i dagligdagen. Det har betydning for, om børnene oplever vuggestuen som et rart sted at være, og om børnene inspireres og får lyst til at udfolde og udvikle sig. Da æstetiske læreprocesser bl.a. sker i kroppen, gennem de sansninger og indtryk vi får, de følelser vi oplever og i de stemninger vi færdes i, kommer det æstetiske børnemiljø til udtryk i dels det fysiske, dels det psykiske børnemiljø. 

I Nørhalne Vuggestue har vi også et stort fokus på trivsel i personalegruppen. Også her drøfter vi med mellemrum, det fysiske, psykiske og æstetiske miljø. Det skal være rart at gå på arbejde…

Det fælles pædagogiske grundlag

Børnesyn og børneperspektiv 

Det at være barn er en værdi i sig selv. Vi ser det enkelte barn som ligeværdigt og unikt og det indeholder masser af ressourcer og udviklingspotentialer. Barnet udvikler sig og lærer gennem relationer til andre – såvel børn som voksne i et forpligtende fællesskab. Barnet er medskaber af egen læring. Relationen mellem barnet og den voksne har betydning for, hvilke virkelighedsopfattelser, der udvikler sig omkring barnet. 

Børneperspektivet skal være tydeligt, så børnene føler sig set og forstået. Det kræver, at den voksne forsøger at sætte sig i deres sted, lytter og forstår og derudfra opstiller nogle læringsmiljøer og aktiviteter, som er betydningsfulde for børnene.  

I Nørhalne Vuggestue er alle børn værdifulde og bliver mødt med positiv kontakt og respekt. Børnene bliver set, hørt og taget alvorligt, og de møder omsorgsfulde, nærværende og tillidsfulde voksne, som hjælper dem til en dejlig dag i vuggestuen. Alle børn skal danne venskaber og relationer, være aktive medskabere og bidrage med egne ideer. Læringsmiljøerne skal skabe ro og tid til fordybelse, og danne ramme for aktiviteter og lege, så det enkelte barn føler sig som en del af fællesskabet. De voksne forholder sig til det enkelte barn og udfordrer den enkelte ud fra deres NUZO (Nærmeste Udviklings Zone)

Dannelse og læring

Dannelse er en erfarings- og læreproces, hvor man ikke skal lære noget bestemt. En dybere form for læring, hvor barnet forankrer værdier og viden i sin egen personlighed, så det får kompetencer og evner til at begå sig i og handle i verden. Både i forhold til sig selv og til andre. 

Læring er det, der sker, når barnet tilegner sig færdigheder eller kundskaber, i en proces, som barnet selv har indflydelse på. Børn lærer kropsligt, følelsesmæssigt, socialt og kognitivt. De lærer i alle situationer i hverdagen, hvor de er aktive. Læring sker, når vi voksne støtter og har mod til at følge børnenes nysgerrighed og undren. I den proces er det vigtigt, at barnet føler sig set og forstået. 

I Nørhalne Vuggestue er vi bevidste om det brede læringssyn og vigtigheden i at skabe læringsprocesser for børnene gennem hele dagen. De daglige rutiner og børnenes egne lege, meget understøttet af vi voksne, fylder en stor del af hverdagen. Vi arbejder meget med gentagelser, så børnene ved at øve sig lærer og udvikler sig i deres eget tempo. Vi har fokus på at skabe gode relationer mellem børnene, så alle føler sig som en aktiv del af fællesskabet. Vi veksler mellem de tre læringsrum, som dagligdagen i vuggestuen kan inddeles i. Pædagogiske aktiviteter, som er voksenstyrede, fx ture, temauger, aktiviteter eller lege, som vi voksne planlægger og gennemfører sammen med børnene. Børnenes legekultur, som er børnenes egne frie lege, og pædagogiske rutiner, som er alle de daglige gøremål, som knytter sig til børnenes behov, fx omsorg, mad, søvn, påklædning mm.

Leg 

Leg er livsvigtig – og en menneskeret for børn. Det er gennem leg, at børn lærer… de udvikler bl.a. deres fantasi, virkelyst, sprog, identitet og selvværd og sociale kompetencer. De danner deres forståelse af, hvem de selv er – alene og i fællesskabet. Det er børnenes måde at gå til verden på. De prøver alt det af, som de oplever i den virkelige verden.

Leg hænger uløseligt sammen med læring. Når børnene er aktive og udøvende i legen, stimuleres og erhverves nye kompetencer.

Leg kan opdeles i børneinitieret leg (fri leg) og vokseninitieret leg (projekter). Det er vigtigt, at der skabes læringsmiljøer for begge legetyper, så lysten til at lege og lære stimuleres.  

Det stiller store krav til os som voksne. Vi skal kunne se og forstå, hvad der sker i legen, så vi kan se, hvad der skal til for at udvikle legen, så alle børn stimuleres og udvikles.

I Nørhalne Vuggestue indretter vi rum i rummet med små legestationer, som giver mulighed for leg i mindre grupper. Legetøjet er i børnehøjde og er aldersrelateret. Legetøjet stimulerer både sanserne, det kropslige, det kognitive/matematiske og det eksperimenterende. Legetøjet bliver løbende tilpasset den aldersgruppe, som er i vuggestuen,

Børnene opdeles oftest i små grupper på kryds og tværs, og legetøj og miljøer bliver løbende tilpasset aldersgrupperne og deres nærmeste udviklingszone. Vi er meget bevidste om legen og dens betydning, og dermed også vores egen voksenrolle i legen. Deraf har vi fokus på de tre voksenroller som at være deltagende i legen, at guide i legen for at kunne trække sig ud af legen, til at være den observerende. Ligeledes har vi fokus på, hvornår og om vi afbryder lege.

Børnefællesskaber

Det er i fællesskaberne, børnene udvikler deres sociale kompetencer. Her lærer de at kunne balancere mellem det at kunne tilgodese egne behov og kunne tage hensyn til andre. Det er vigtigt, at barnet selv oplever og får erfaringer med at blive set og være en del af noget. At det giver mening for barnet.

I Nørhalne Vuggestue er vi optagede af børnefællesskaberne. Både alle de fællesskaber, vi voksne sætter rammerne for, når vi i eget hus danner mindre grupper til f.eks. planlagte aktiviteter eller spisegrupper, og de grupper og fællesskaber, der opstår, når børnene leger “frit” og får øje på hinanden.

Ligeledes vægter vi de fællesskaber og relationer højt, som findes på tværs af husene. Jævnligt besøger vi hinanden, så de børn, der for nyligt har skiftet hus, bibeholder de venskaber, de havde, vi mødes til sang og dans i hallens multirum, eller vi går i skolens gymnastiksal og leger. 

Vi er bevidste om at bibeholde og styrke venskaberne blandt børnene. Vi skaber rammerne for at alle børn oplever sig som en del af fællesskabet, og støtter som voksne ved at være til rådighed, så børnene kan nærme sig og deltage i eget tempo.

Pædagogisk læringsmiljø

Pædagogiske læringsmiljøer er til stede hele dagen og findes i alle de situationer, hvor vi arbejder med og er sammen med børnene. Både i de børneinitierede aktiviteter og lege, de voksenplanlagte aktiviteter, de spontane aktiviteter samt alle de daglige rutiner. Dette er med til at give rammen for, at der sker udvikling og trivsel, læring og dannelse hos børnene. 

Nørhalne Vuggestues hverdag indeholder mange forskellige og forskelligartede miljøer og aktiviteter, som tilrettelægges ud fra børnegruppens sammensætning og fællesskab, samt børnenes perspektiv, deltagelse og forskellige forudsætninger. Legen er en central del af hverdagen i vuggestuen og spiller en vigtig rolle i det pædagogiske læringsmiljø. Vi voksne er bevidste om legens betydning og tilrettelægger og skaber muligheder, så børnene får de bedste betingelser for læring og udvikling.

Kreative aktiviteter fylder meget i vuggestuen. Vi kobler altid et kreativt læringsforløb på vores voksen-planlagte aktiviteter, og vi har indrettet et kreativt sted i hvert hus, hvor der er god plads til at tegne og male, klippe og klistre. Se i øvrigt læreplanstema Kultur, æstetik og fællesskab.

Vi prioriterer højt og arbejder målrettet med de daglige rutiner og de genkendelige processer i vuggestuen. De er med til at skabe tryghed og overskuelighed hos børnene. Vi motiverer, støtter og hjælper børnene til selvstændighed og selvhjulpenhed.

Forældresamarbejde

Et godt samarbejde mellem forældre og pædagogisk personale, skaber sammenhæng i børns liv på tværs af hjem og dagtilbud. Det gode samarbejde øger både det pædagogiske personales og forældrenes indsigt i barnets liv, og det skærper opmærksomheden omkring barnets perspektiver. Det skaber trivsel, læring, udvikling og dannelse for det enkelte barn.

I Nørhalne Vuggestue vægter vi et tillidsfuldt og velfungerende forældresamarbejde højt. Der skal gerne være en positiv, åben og konstruktiv dialog mellem forældre og personale. Et ligeværdigt samarbejde om børnenes læring og udvikling, med respekt for forskellige perspektiver. Dette er med til at skabe en sund sammenhæng for børnene mellem hjemmet og vuggestuen. 

Vi har fokus på den daglige dialog med forældrene, både ved aflevering og afhentning. Her gives der tid til at få og give vigtige beskeder, og tid til de små fortællinger om barnets hverdag.  Vi skriver dagligt dagens aktiviteter på tavlerne, så forældrene får mulighed for at spørge ind til og snakke med barnet om dagen i vuggestuen. 

Vi er opmærksomme på de forskellige faser i barnets vuggestuetid, hvor resultatet af samarbejdet kommer meget til udtryk. Opstarten hvor vuggestuen skal lære det lille barn at kende, og hvor forældrene skal føle sig trygge til at viderebringe alle de vigtige informationer om det lille nye barn. Her er vidensdeling en vigtig faktor, for at barnet får den bedste vuggestuestart. Eller ved forældresamtaler hvor samarbejdet er vigtigt, når pædagogen skal viderebringe vigtige informationer om det lille barns trivsel, læring, udvikling og dannelse. Her er vidensdeling også en vigtig faktor, så barnet får de bedste forudsætninger for udvikling, både hjemme og i vuggestuen.

Forældresamarbejdet kan plejes på mange måder, og i Nørhalne Vuggestue er det i form af mange forskellige tiltag. Fællesarrangementer som forældremøder, forældrekaffe, sommerfest, arbejdsdage, bedsteforældredage samt vores årlige forældrejulefrokost i forsamlingshuset.

Sidst, men ikke mindst, har vi en forældrebestyrelse, som har indblik i og indflydelse på børnenes hverdag i vuggestuen.

Børn i udsatte positioner

At være i en udsat eller sårbar position kan have mange facetter. Der kan være positioner, som er længerevarende, gennemgribende og meget udfordrende, f.eks. ydre forhold omkring barnet (f.eks. skilsmisse, dødsfald, tab af kæledyr, eller familiens svære sociale eller økonomiske vilkår) eller forhold, som er knyttet til barnet selv (f.eks. permanente eller forbigående fysiske handicap, gentagende sygdom, sociale udfordringer), men også udsatte positioner, som er kortere og ikke så gennemgribende, og som mere har præg af krise eller mindre udfordringer.

Alle positioner tager vi alvorlige og arbejder målrettet med, og vi skal sikre, at ALLE børn, uanset baggrund får de bedste betingelser for udvikling og læring.

I Nørhalne Vuggestue oplever vi meget sjældent børn, som er i den “alvorlige” ende af udsatheds-skalaen. Men selvfølgelig kan alle børn og familier have perioder i deres liv, hvor der er brug for ekstra støtte. På vores stuemøder/personalemøder drøfter vi jævnligt børnene og vurderer, om der er børn, der lige pt har særlige behov, vi skal understøtte. Vi er meget opmærksomme på, at alle børn skal indgå i betydningsfulde børnefællesskaber. Vi gør os overvejelser om, hvordan børnene bedst kan profitere af hinanden, og organiserer os, så alle børn føler sig lige og værdsatte i børnefællesskabet. Det gør vi bl.a. når vi danner små grupper, som er tilpasset alder, kompetencer, relationer og udvikling, fx i forbindelse med forskellige lege og aktiviteter eller i de daglige rutiner, som spisesituationer mm. Vi støtter og hjælper barnet til positive mestringsoplevelser, så det oplever “jeg kan” – selvfølgelig sammen med andre børn.

Vi har altid positive forventninger til barnet – og forældrene/familien – og bestræber os på, at give de bedste betingelser, så barnets “udviklings-sti” bliver så harmonisk og god, som muligt. Har vi et barn, som i en periode er i en udsat position, har vi et tættere samarbejde med forældrene, så vi sammen hjælper barnet godt på vej. I særlige tilfælde har vi ligeledes mulighed for at trække på vores eksterne samarbejdspartnere fra PPR.   

Overgange

Barnet oplever mange overgange i sine første år. Både de store skift, når det starter i vuggestuen, når det ca. midtvejs i sin vuggestuetid hos os skifter hus, og senere også skal skifte til børnehaven. Men barnet oplever også de små daglige skift, når barnet bliver afleveret og hentet, eller de mange små skift i løbet af dagen mellem hverdagsrutiner og aktiviteter. I alle situationer er vi meget bevidste om at skabe en positiv, tryg og nænsom overgang, så den bliver betydningsfuld for barnet. 

Ved opstart i vuggestuen er der fokus på et højt informationsniveau omkring barnet, så barnet ikke skal opleve, at voksne prøver sig frem, for at finde nærmeste udviklingszone. Informationer der sikrer nok viden til at skabe tryghed og nærvær fra første dag, som bare en enkelt voksen tager sig af i starten.

Når tiden kommer til de næste overgange, har de voksne en masse informationer, som skal overdrages til næste sted. Her kommer barnet igen til at opleve stabilitet og en nænsom overgang, da en enkelt voksen igen tager sig af overgangen. Den voksne besøger det nye sted sammen med barnet flere gange, og hjælper barnet med at finde tryghed i det nye, uden at bruge unødvendige kræfter på, ”er det nye klar til mig?”

De seks læreplanstemaer

Alsidig personlig udvikling

”Alsidig personlig udvikling drejer sig om den stadige udvidelse af barnets erfaringsverden og deltagelsesmuligheder. Det forudsætter engagement, livsduelighed, gåpåmod og kompetencer til deltagelse.”

Pædagogiske mål for læreplanstemaet:

1.   Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte, at alle børn udfolder, udforsker og erfarer sig selv og hinanden på både kendte og nye måder og får tillid til egne potentialer. Dette skal ske på tværs af blandt andet alder, køn samt social og kulturel baggrund.

2.   Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte samspil og tilknytning mellem børn og det pædagogiske personale og børn imellem. Det skal være præget af omsorg, tryghed og nysgerrighed, så alle børn udvikler engagement, livsduelighed, gåpåmod og kompetencer til deltagelse i fællesskaber. Dette gælder også i situationer, der kræver fordybelse, vedholdenhed og prioritering.

Alsidig personlig udvikling understreger, at det er barnets mange potentialer, der skal udvikles og ses som en helhed. Udviklingen handler i høj grad om, at børn opbygger og udvikler deres selvfølelse og tør udfolde sig selv. Det er i samspil med omgivelserne, at børn udvikler deres personlighed.

I Nørhalne Vuggestue er alle børn unikke og betydningsfulde. Målet er at barnet udvikler sig til at have et godt selvværd og en god selvtillid, bliver robust og livsduelig og oplever at være en værdifuld deltager og medskaber af fællesskabet. Tryghed og omsorg, nærvær og anerkendelse er nøgleord i vuggestuen, hvor alle tager ansvar for, at vuggestuen er et godt sted at være – for alle, både børn og voksne. Et sted, hvor barnet har mulighed for at blive dygtigere til det, det kan og blive bedre til det, det ikke er så god til endnu.

Vi støtter og guider det enkelte barn til dets nærmeste udviklingszone, og giver barnet kendskab til egne følelser så det kan håndtere frustrationer og modgang. Alle følelser er lige gode, men ikke alle reaktioner/handlemønstre er lige hensigtsmæssige.

Vi skaber mulighed for leg, så børnene kan afprøve sig selv i samspil med andre, og tilstræber at individuelle behov bliver tilgodeset. Vi er lyttende og følger barnets ideer og initiativer og er undersøgende sammen med barnet, så det oplever, at det, barnet byder ind med har betydning og værdsættes. Hermed skabes basis for en positiv selvforståelse.

Social udvikling

”Social udvikling er udvikling af sociale handlemuligheder og deltagelsesformer og foregår i sociale fællesskaber, hvor børnene kan opleve at høre til, og hvor de kan gøre sig erfaringer med selv at øve indflydelse og med at værdsætte forskellighed.

Gennem relationer til andre udvikler børn empati og sociale relationer, og læringsmiljøet skal derfor understøtte børns opbygning af relationer til andre børn, til det pædagogiske personale, til lokal- og nærmiljøet, til aktivi­teter, ting, legetøj m.m.”

Pædagogiske mål for læreplanstemaet:

1.   Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte, at alle børn trives og indgår i sociale fællesskaber, og at alle børn udvikler empati og relationer.

2.   Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte fællesskaber, hvor forskellighed ses som en ressource, og som bidrager til demokratisk dannelse.

I Nørhalne Vuggestue er vi meget bevidste om, at børns sociale udvikling sker i fællesskaber med andre børn og voksne. Her gør børnene sig de første erfaringer med, hvad det vil sige at deltage, have indflydelse og give plads til andre. Børnene udvikler empati, som er grundlæggende for deres sociale handlemuligheder. Især fællesskaberne i leg er en vigtig kilde til denne udvikling. 

Vi er bevidste om, hvordan vi omgås hinanden. Det er i vuggestuealderen, børnene udvikler forudsætningerne for at kunne indgå i gode sociale relationer. ALLE, både børn, forældre og personale værdsættes og mødes med respekt. Vi tror på, at også forholdet mellem de voksne smitter af på børnene 🙂 Vi er bevidste om legens betydning, hvor børnene spejler sig i hinanden og lærer at indgå kompromisser og løse konflikter. Den voksnes rolle i legen er af stor betydning, om man går foran, ved siden af eller bagved. Legen skal understøttes af den voksnes rolle, så der opstår venskaber undervejs i legen, i aktiviteter og på ture. Vi hjælper børnene til at få øje på hinanden, og få en begyndende fornemmelse for at kunne sætte sig i andres sted, og vi hjælper børnene i de konflikter, der uundgåeligt opstår i denne periode, hvor de øver sig i at danne relationer. Vi trøster og sætter ord på det, der sker og de følelsesudtryk, vi ser hos barnet. Vi lærer børnene at sige fra overfor hinanden ved bl.a. at lære dem at sige “stop” og samtidig vise stop-tegnet. Det lærer de hurtigt. Vi anerkender og sætter ord på, når et barn henvender sig til et andet barn på en positiv og hensigtsmæssig måde. Ligeledes sætter vi ord på og viser hvordan, man kan kontakte de andre børn på en positiv måde. Vi øver børnene i at vente på tur, og det at være en god ven, som kan vise omsorg for andre.

Kommunikation og sprog

”Børns kommunikation og sprog tilegnes og udvikles i nære relationer med barnets forældre, i fællesskaber med andre børn og sammen med det pædagogiske personale.

Det centrale for børns sprogtilegnelse er, at læringsmiljøet understøtter børns kommunikative og sproglige interaktioner med det pædagogiske personale. Det er ligeledes centralt, at det pædagogiske personale er bevidst om, at de fungerer som sproglige rollemodeller for børnene, og at børnene guides til at indgå i fællesskaber med andre børn.”

Pædagogiske mål for læreplanstemaet:

1.   Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte, at alle børn udvikler sprog, der bidrager til, at børnene kan forstå sig selv, hinanden og deres omverden.

2.   Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte, at alle børn opnår erfaringer med at kommunikere og sprogliggøre tanker, behov og ideer, som børnene kan anvende i sociale fællesskaber.

I Nørhalne vuggestue er vi meget opmærksomme på sprogets betydning og dets udvikling. Vi ved, at sprog er med til at skabe kontakt, viden og udvikling hos børnene. Vi er bevidste om at være sproglige rollemodeller, og med en anerkendende tilgang, hvor vi voksne lytter og støtter, guider vi børnene i vuggestuens daglige læringsmiljøer og fællesskaber.

Vi er opmærksomme på at skabe tid og plads til kommunikation, og støtter børnene i at indgå i dialog. Vi sætter ord på alt det, vi laver, ser, oplever og har oplevet, og viser det, med vores kropssprog, og vi er bevidste om, hvordan vi bruger sproget, både verbalt og nonverbalt, når vi guider børnene i dagligdagen. Der skal skabes en øvebane i legen for børnenes verbale og nonverbale sprog, og vi hjælper børnene med at sætte ord på behov og følelser, så børnene oplever at blive forstået. Børn skal støttes i at kunne aflæse de andre børns kropssprog, og skal lære selv at kunne sige til og fra, fx ved at sige stop og vise det med sit kropssprog. Vi leger med sproget ved dialogisk læsning, og når der kigges i bøger. Vi har mange bøger til rådighed og fremstiller egne bøger til forskellige emner. Hver dag synger vi mange sange, og hver dag øver vi at være skiftevis i en tale- og en lytteposition. Vi har fokus på børnenes sproglige udvikling, og understøtter ved at bruge babytegn. Vi synliggør det skrevne sprog, ved at hænge små ord rundt i vuggestuen. Ligeledes sættes der løbende billeder og sange på væggene, så ordforrådet bliver større.

Krop, sanser og bevægelse

”Børn er i verden gennem kroppen, og når de støttes i at bruge, udfor­dre, eksperimentere, mærke og passe på kroppen – gennem ro og bevægelse – lægges grundlaget for fysisk og psykisk trivsel.

Kroppen er et stort og sammensat sansesystem, som udgør fundamentet for erfaring, viden, følelsesmæssige og sociale processer, ligesom al kommunikation og relationsdannelse udgår fra kroppen”.

Pædagogiske mål for læreplanstemaet:

1.   Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte, at alle børn udforsker og eksperimenterer med mange forskellige måder at bruge kroppen på.

2.   Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte, at alle børn oplever krops- og bevægelsesglæde både i ro og i aktivitet, så børnene bliver fortrolige med deres krop, herunder kropslige fornem­melser, kroppens funktioner, sanser og forskellige former for bevægelse.

I hverdagen i Nørhalne Vuggestue er vi meget i bevægelse med mange aktiviteter. Børnene har hele tiden mulighed for aktivt at udforske kroppens muligheder og begrænsninger. De motiveres til at erfare verden med deres krop, Vi skaber læringsmiljøer, hvor der er rig mulighed for, at børnene erfarer bevægelsesglæde.

Vi skaber læringsmiljøer både inde og ude med forskellige lege, kreativitet og bevægelser. Børnene oplever glæden ved at bevæge sig, både alene og i sociale samspil, og de bliver bevidste om egen krop og dens formåen. Voksne skal være rollemodeller og være aktive sammen med børnene. De skal støttes og opfordres til at deltage aktivt i vores dagligdag. 

Vi prioriterer selvhjulpenhed rigtig højt og lader børnene gøre så meget, som muligt selv, for at opleve hvad egen krop er i stand til. Ro og afslapning er også en naturlig del af vores hverdag i vuggestuen, for det er vigtigt at kunne selvregulere når behovet for at mærke sig selv opstår. Der er altid plads til at få et kram og at sidde hos en voksen. Det hjælper til at udvikle et sundt forhold til ro, berøring og intimitet. I det daglige lader vi børnene bruge deres sanser, (syns-, lugte-, smags-, høre- og følesansen – alle rettet mod vores omgivelser, samt balance- og kropssans, der fortæller os, hvor vi er i forhold til omgivelserne.) Børnene præsenteres for nye ting og sanselige udfordringer, og vi er meget opmærksomme på, om barnet tilegner sig og udvikler de grundlæggende og alderssvarende færdigheder, som er basale for deres videre udvikling. Vi har mulighed for at trække på andre fagpersoner i tilfælde, hvor det er nødvendigt.  

Natur, udeliv og science

”Naturoplevelser i barndommen har både en følelsesmæssig, en kropslig, en social og en kognitiv dimension.

Naturen er et rum, hvor børn kan eksperimentere og gøre sig de første erfaringer med naturvidenskabelige tænke- og analysemåder. Men naturen er også grundlag for arbejdet med bæredygtighed og samspillet mellem menneske, samfund og natur.”

Pædagogiske mål for læreplanstemaet:

1.   Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte, at alle børn får konkrete erfaringer med naturen, som udvikler deres nysgerrighed og lyst til at udforske naturen, som giver børnene mulighed for at opleve menneskets forbundethed med naturen, og som giver børnene en begyndende forståelse for betydningen af en bæredygtig udvikling.

2.   Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte, at alle børn aktivt observerer og undersøger naturfænomener i deres omverden, så børnene får erfaringer med at genkende og udtrykke sig om årsag, virkning og sammenhænge, herunder en begyndende matematisk opmærksomhed.

Årstidernes forskelligheder og naturens fænomener er med til at barnet oplever, og dets sanser styrkes. Ved at barnet leger og eksperimenterer i naturen, danner det en erfaring, viden, respekt og ansvarlighed for naturen.

I vuggestuen bestræber vi os på at komme ud mange dage, og vi ser naturen som en enestående legeplads. Vi prioriterer højt at bruge vores legepladser og naturen omkring os til fordybelse, undren og motorisk udfoldelse. Vi har legepladser, der inspirerer og udfordrer børnene motorisk og sanseligt. Derudover tager vi ofte på ture i lokalområdet, fx til søen, Nørhalne-stien, bondegården, marken, og andre legepladser. Det kan både være kortere gåture med barnevogne/kiddybusser eller de lidt længere ture med vores ladcykler. Vi er ude i forskelligt vejr og oplever sansestimuli i form af sol, regn, vind, sne, visne blade, vådt/tørt sand og forskellige temperaturer. Vi har fokus på de små blomster i græsplænen, barken på træerne og de små insekter under stenen. De voksne er undersøgende og undrende sammen med børnene, og laver kreative aktiviteter med naturmaterialer. Vi planter store træer og mindre blomster, og sår frø i form af solsikker og karse, som vi følger spiringen af. Vi deltager årligt i en landsdækkende affaldsindsamling, hvor vi får det første lille indblik i genbrug og i hvordan, vi passer på naturen, og ved fælles hjælp passer og plejer vi vores kaniner. 

Kultur, æstetik og fællesskab

”Kultur er en kunstnerisk, skabende kraft, der aktiverer børns sanser og følelser, ligesom det er kulturelle værdier, som børn tilegner sig i hverdagslivet.

Gennem læringsmiljøer med fokus på kultur kan børn møde nye sider af sig selv, få mulighed for at udtrykke sig på mange forskellige måder og forstå deres omverden.”

Pædagogiske mål for læreplanstemaet:

1.   Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte, at alle børn indgår i ligeværdige og forskellige former for fællesskaber, hvor de oplever egne og andres kulturelle baggrunde, normer, traditioner og værdier.

2.   Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte, at alle børn får mange forskellige kulturelle ople­velser, både som tilskuere og aktive deltagere, som stimulerer børnenes engagement, fantasi, kreativitet og nysgerrighed, og at børnene får erfaringer med at anvende forskellige materialer, redskaber og medier.

Kultur er med til at præge børnenes forståelse af og tilgang til verdenen. 

I Nørhalne Vuggestue er vi opmærksomme på den brede forståelse af kultur, hvor æstetik og kunstneriske processer er den ene del, og værdier og fællesskab er den anden. Vi har forskellige traditioner og højtider, som vi fejrer hvert år, som fastelavn, påskefrokost, sommerfest med forældre, jul med bl.a. børnejulefrokost og bedsteforældredag. Herigennem styrkes fællesskabet, og børnene får en oplevelse af at være en aktiv del af noget “større”. Vi deltager i forskellige lokale kulturelle arrangementer og tilbud, f.eks. Nørhalne viser Kunst, syng-sammen-dag og juletur til kirken. Derudover har vi årligt en tur i zoologisk have for alle børn, teaterture for de større børn og en musik-pædagog fylder os med gode musikalske stunder. Vi laver mange kreative ting, og i vores kreative hjørner inspirerer og igangsætter vi arbejde med forskellige materialer. Maling, ler og gips, samt karton, saks og lim, er blot nogle af de materialer der drager børn til kreativitet, og gennem planlagte og impulsive aktiviteter, får børnene oplevelser med forskellige kunstarter.

Kulturen skabes af hverdagens og fællesskabets værdier, og vi lærer børnene at begå sig med andre børn og voksne og tage hensyn til egne og hinandens behov. Vi lærer vaner, rutiner og omgangsformer i forbindelse med vores daglige gøremål. Vi opstiller retningslinjer for, hvad man må/ikke må og hvad der er rigtigt og forkert, så børnene lærer at aflæse og forstå forskellige situationer.

Evaluering februar 2023           Leder/pædagog, Janne Munch Abild                   

Nørhalne Vuggestues læreplan er et udtryk for bevidstheden om vores pædagogiske arbejde, og er skrevet så forældre og tilsynsførende får et lille indblik i vores faglige verden.

På personalemøder og stuemøder arbejdes der hele året med at implementere fagligheden i vores hverdag, og her er læreplanen et redskab som anvendes som udgangspunkt til at skabe læringsmiljøer der favner alle emner fra den styrkede pædagogiske læreplans hensigt. Vi ser vores læreplan som et redskab, der sætter en pædagogisk retning, og som inviterer til evaluering af hverdagens rutiner og aktiviteter.

Med en god evalueringskultur i Nørhalne Vuggestue, kommer vi rundt om alle emner og finder en fælles vej, der passer godt til vores institution. Vi ser læreplanen som et dynamisk værktøj, der bør tilpasses og ændres, hver gang børnekonstellationen ændrer sig, og arbejder derfor evaluerende med de dybere pædagogiske overvejelser.

Vores grundlæggende evalueringsform lægger sig op ad SMTTE-modellen, hvor vi forholder os til hverdagens rutiner og aktiviteter. Vi printer ark med billeder fra begge dele, og udarbejder SMTTE-model på nogle af de specifikt udvalgte. Vi lader os inspirere af alt det materiale der kan findes på EMU og EVA’s hjemmesider.

På personalemøder drøfter vi overordnet, og på stuemøder går vi mere i dybden. Derudover mødes pædagogerne med mellemrum, hvor den mere stringente linje lægges, med et større ansvar for hele evalueringskulturen. Vi er undersøgende med det fokus at blive bedre på egen praksis, hjælpe hinanden og fælles opnå en kultur for Nørhalne Vuggestue, fyldt med god energi, trivsel, udvikling, læring og dannelse. Og sidstnævnte gælder for både børn og voksne.

Det er altså på personalemøder de store streger tegnes, på stuemøder de korrigerende streger slås, og i hverdagen de fine farver males.

Det er vigtigt for os som helhed, at alle er med til at brainstorme, og at alle bliver klædt på til det videre arbejde, både med læreplanen og i den daglige praksis. For at visualisere for alle, det at arbejde ud fra læreplanen, har vi brugt billedet af en suppe. Forestil dig en stor gryde med alle ingredienserne i (”de blå” og ”de røde”), rør godt rundt og tag en skefuld op – en god blanding med ”lidt af det hele i”. Det er sådan, hele vores dag – alle vores læringsmiljøer – skal være.

Vi dokumenterer i form af billeder og film til vores forældre. På en Facebook-gruppe kan børnenes forældre og familier følge med i vores hverdag. De bør kunne nikke genkendende til billeder og film, hvis de læser vores læreplan. Vi informerer på vores tavler, og sætter billeder af hverdagens rutiner og aktiviteter, i rammer i børnehøjde. Alle de kreative ting som børnene laver, er også dokumentation for læreplanens hensigt. Vi bruger stadig ALLE MED, som redskab til at følge det enkelte barns udvikling. Det bliver præsenteret for alle forældre ved forældresamtaler, og ses som dokumentation for arbejdet med læreplanen.

Vores mål har været at få skabt en god evalueringskultur, og sammen har vi defineret hvordan vi ville evaluere. Det har været vigtigt at have fokus på ikke at sætte barren for højt, og være enige om at vores holdninger og værdier, altid skulle skinne igennem i evalueringerne. Vi vil gerne arbejde systematisk, så der også bliver tid til at reflektere over de små ting. Derfor har vi jævnligt små praksisfortællinger med på vores møder, hvor reflektionen bliver en læreproces. Vi bliver altså gode til at se, hvornår vi lykkes.

Det er besluttet at refleksion og evaluering skal være en fast del af vores ugentlige stuemøder og månedlige personalemøder, og for at det skal være realistisk at komme i mål med, er det igen vigtigt at barren ikke sættes for højt. Derfor er arket med billeder fra en konkret aktivitet, et godt redskab til at holde fokus på en enkelt og konkret evaluering.

En gang om året vil vi i personalegruppen evaluere på, om vores pædagogiske læreplan er i overensstemmelse med de værdier, vi står for, og om beskrivelserne i planen er det, der sker i virkeligheden. Det skal gerne være sådan, at forældre og børn oplever, at det vi har skrevet, også er det, der sker. Ikke alt sammen på samme dag og ikke alt sammen med hvert barn hver dag. Men vi skal sikre, at alle børn i vuggestuen kommer så godt videre i livet, (som vi har faglig og økonomisk mulighed for) som muligt.

Denne evaluering er foretaget på en forholdsvis nyrevurderet læreplan, hvor målet har været at simplificere læreplanen og sænke barren for at opnå større kvalitet frem for kvantitet. Det hele skal nemlig give mening for alle i vores personalegruppe, og være et rart arbejdsmiljø for alle i vores personalegruppe. Dermed skabes de bedste rammer for børnene.

Vores kommende fokus, er de redskaber vi har til rådighed i vores daglige praksis, i form af modeller der beskriver pædagogens handlemuligheder, i arbejdet med det enkelte barn.

Fx NUZO og Stress-sårbarhedsmodellen, som hænger på vores tavler på kontorerne.

Vi anvender cookies for at sikre at vi giver dig den bedst mulige oplevelse af vores website. Hvis du fortsætter med at bruge denne side vil vi antage at du er indforstået med det.  Læs mere